Burkaer, tørklæde-piger, statsstøttede kniv-drenge og andre ubrugelige borgere vil ikke sikre vores ejendomme, økonomiske vækst eller socialstaten –  

Alice Weidel, Tyskland 

Tyskland vil sikkert fortsætte med at rekruttere slaver gennem massemigration –  

Marine le Pen, Frankrig 

Migranter har bragt sygdomme som kolera og dysenteri til Europa, såvel som alle mulige slags parasitter og bakterier som, selvom de ikke er farlige for disse menneskers organer, kan være farlige for os – 

Jaroslow Kaczynski, Polen 

De sidder i venteværelserne hos tandlægerne og får deres tænder fikset gratis, mens de tyske borgere ikke kan få tandlægetider –  

Friedrich Merz, Tyskland 

Illegale migranter forgifter vores lands blod. De er som dyr, som kommer fra fangehullerne i den tredje verden, for at forgribe sig på uskyldige amerikanske borgere – 

Donald Trump, U.S.A 

Europa ser ikke ud, som det gjorde engang. Frie værdier, om åbne grænser og plads til dem som vil bidrage til ideen om det frie vesten, kan ligne et fortidslevn når man tager nutidens briller på. Den politiske retorik har rykket sig mod højre og er blevet mere ekstrem i sit udtryk. Befolkningsgrupper som før blev taget imod med kyshånd, gøres til skræmmebilleder og politiske syndebukke i debatter på tværs af vesten. At finde sin plads og føle sig velkommen i nutidens Europa, er ikke let, og for to unge mænd med hver deres udenlandske baggrund, har Europas ændrede retoriske grænser, skabt problematikker, som mærkes helt ind på livet. 

Af: Helena Holm-Gregersen og Jens Bang 

Skæve blikke og løftede øjenbryn

Klokken er 8 om aftenen. Det er maj måned, og solens stråler er for alvor begyndt at kunne mærkes. 21-årige tysk-tyrkiske Arda Isik kommer gående ned ad gaden sammen med en gruppe venner fra medicinstudiet. De er i godt humør. De har siddet sammen og læst det meste af dagen, og nu har de besluttet sig for at fejre fyraften på ægte berlinermanér. De skal på klub! 

På turen hen til klubben stopper de op ved et gadehjørne og holder en pause. Arda lægger godt mærke til damen til højre for ham. Hun er ældre, måske i 50’erne, flot og sofistikeret. Hun går pænt klædt og har ordnet lyst hår. Arda får hurtigt en underlig følelse i maven. Selvom han står tættest på damen, lige til højre for hende, er det ikke ham, hun henvender sig til. Hun peger en anden af Ardas medstuderende ud, en ung, hvid kvinde, og spørger hende om vej til et sted som forsvinder i Ardas tankemylder og uforståenhed.  

Tankerne stopper brat, da Ardas studieveninde henvender sig til Arda og spørger ham, om han kan hjælpe med at fortælle, hvor det sted, damen leder efter, ligger. Arda skal tænke hurtigt nu. Det handler om at efterlade et godt indtryk hos damen. 

“Det føles, som om man på en måde bliver evalueret. Når man ikke ligner arketypen på en tysker, har man en form for stigma knyttet til sin person,” siger Arda Isik. 

Arda kigger på den sofistikerede dame og begynder at tale til hende. Men ordene, der kommer ud, lyder ikke, som da han for fem minutter siden talte med sin vennegruppe. Det er en slags hyperformel rigstysk, som flyder ud af munden på ham. Responsen fra kvinden, som har bedt om hjælp, er for Arda ikke overraskende.  

“Hun spurgte ikke mig om hjælp, nok fordi hun tænkte, at jeg var en udlænding. Man kan se det på folks ansigtsmimik, et lille løft med øjenbrynet eller et skævt blik,” fortæller Arda Isik. 

Damen virker overrasket over Ardas taleegenskaber, hvilket ifølge ham har noget at gøre med, den måde folk, som ligner Arda, bliver portrætteret i medierne og i den politiske diskurs. Det er almindeligt for ham, at folk ved første øjekast tænker, at han ikke er god til tysk. Det er også grunden til at Arda fanger sig selv i at overdrive sine tyskkundskaber, når han interagerer med specifikke mennesker. 

“Der ligger et kæmpe pres på mine skuldre, fordi der er mange fordomme, som jeg skal overkomme, for at blive set på samme niveau som de andre,” fortæller Arda. 

Af: Helena Holm-Gregersen – ‘Dem Deutschen Volken’ toner frem på den tyske forbundsdag, men hvem er i virkeligheden en del af det tyske folk anno 2025 

Ekstremistiske udtalelser eller diskursforskydning? 

Når ens identitet bliver portrætteret negativt i samfundsdebatten, kan det, som for Arda Isik, lede til ændret adfærd og frygt for ikke at passe ind i det verdensbillede, man har skabt for sig selv.  

Den negative retorik omhandlende migranter og personer med anden etnisk baggrund er på nuværende tidspunkt aktuel i Tyskland, da det seneste valg bød på stor fremgang for højrefløjen. 20 procent af stemmerne gik til det højre-publistiske parti AfD, Alternative für Deutschland. Flere afdelinger og ledende skikkelser i partiet er under efterforskning af den tyske efterretningstjeneste, BfV, for blandt andet brugen af ekstremistisk retorik.  

AfD har i høj grad været med til at flytte den politiske og retoriske konsensus om indvandrere og migration mod højre i Tyskland. Partiets formand Alice Weidel omtalte, i en partilederrunde, unge med muslimsk baggrund som “tørklædepiger” og “statsstøttede kniv-drenge”. 

I 2020 kom partiet i fokus grundet en ekstremistisk udtalelse fra tidligere pressemedarbejder, Christian Lüth. Via en skjult optagelse, kom det frem at partimedlemmet havde sagt: ‘Vi kan altid skyde dem senere, det er ikke et problem. Eller gasse dem. Det er sådan set lige meget for mig’. Han blev efterfølgende ekskluderet fra partiet grundet udtalelsen, men citatet lever videre i bedste velgående i den digitale æter.  

Men det er ikke kun det radikale højre, der skærper deres retorik over for migranter i Tyskland. Den formodede nye kansler, Frederich Merz, formand for det kristenkonservative parti CDU, har også skærpet sin måde at omtale migranter på. I et interview på ZDF omtalte han migranter og efterkommere heraf som ‘Kleine Paschas’. Et nedladende udtryk brugt til at beskrive tyskere med tyrkisk baggrund, som lever i ‘uberettiget’ rigdom og overflod. Derudover har den kommende kansler gjort sig skyldig i spredning af Fake News, da han under et tv-interview påpegede problematikken i at 300.000 afviste asylansøgere forbliver i Tyskland og modtager fuld økonomisk og medicinsk støtte.  

“De sidder i venteværelserne hos tandlægerne og får deres tænder fikset gratis, mens de tyske borgere ikke kan få tandlægetider,” udtalte Merz.  

Den hårde retorik, der præger den politiske diskurs i Tyskland, er også noget som Mads Jedzini, analytiker og Tysklandekspert i Tænketanken Europa har lagt mære til:  

“Man taler med en væsentlig hårdere tone end før. Der er sket en diskursforskydning, som særligt har været drevet af den yderste højrefløj, men som nu også er overtaget af det konservative parti, CDU,” fortæller han.  

Den retoriske forskydning er ikke uden konsekvenser for de personer, der omtales. Retorikken og måden man taler om migranter på kan have store konsekvenser for deres trivsel og selvopfattelse, fortæller Helena Lund, Psykolog med erfaring i behandling af traumatiserede migranter:  

“Hvis man hele tiden hører, at dem man identificerer sig med, bliver talt ned til, så vækker det selvfølgelig en vrede og frustration i forbindelse med, at føle sig som andenrangsborger”, fortæller Helena Lund og fortsætter: 

“Man kan komme til at føle sig forkert ved bare at eksistere”. 

Jeg ved ikke, om det handler om min hudfarve, eller om det handler om mig 

I en bybus på vej gennem Münchens gader, står 22-årige Ahmed i sine egne tanker. En helt almindelig tur på vej fra den flygtningelejr, han midlertidigt kalder sit hjem, til den skole, hvor han er under uddannelse. Han tager turen hver dag, for forhåbentlig at kunne modtage en arbejdstilladelse og på den måde finde den plads i det tyske samfund, som han drømmer om.  

Ahmed søger asyl i Tyskland fra sit ophav i Sierra Leone. Derfor optræder han kun med fornavn i artiklen af frygt for at mindske sine chancer for at komme ind i Tyskland.  

Ahmed har egentlig en grundopfattelse af, at han er velkommen i Tyskland:  

“De har lukket mig ind i flygtningelejren i München, så må de vel også gerne ville have mig i landet,” fortæller han.  

Men busturen fra lejren til tyskskolen skaber en spirende mistro. Mens han står der, helt rolig og redelig, lægger Ahmed mærke til, at noget ikke er, som det burde være. Han kan se, at folk kigger på ham. Men de kigger på ham på en anden måde, end de kigger på alle de andre tyskere i bussen.  

“Der er en mistro i deres øjne, man kan se på folk, at de tænker ‘OK, hvad fanden laver han her?” Fortæller Ahmed. 

Denne oplevelse er ikke et enkelttilfælde. Ahmed beskriver, hvordan han vænner sig til de mistroiske og uvelkomne øjne, som falder på ham, når han forsøger at bevæge sig almindeligt rundt i den by, han har fået at vide, at han skal opholde sig i.  

“Det sker ofte. I toget, i bussen eller på hovedbanegården. Jeg ved ikke, om det handler om min hudfarve, eller om det handler om mig, men det sker bare så ofte, at på et eller andet tidspunkt, så vænner man sig til det,” fortæller Ahmed. 

Af: Helena Holm-Gregersen – De europæiske faner flagrer ikke længere i åbenhedens tegn

En samfundsskadelig effekt 

Når den politiske debat skaber skræmmebilleder af specifikke befolkningsgrupper, kan ‘overdrivelse fremmer forståelsen’-princippet ofte tænkes at være i spil. Men problemet med denne overdrivelse er, at den skaber fremmedgørelse af de omtalte grupper. 

Når man som individ ufrivilligt bliver gjort til politisk syndebuk, kan det have konsekvenser på flere niveauer. Ifølge psykolog, Helena Lund, kan denne form for retorik have flere forskellige konsekvenser. 

“Det farlige ved den slags retorik er, at nogle vil begynde at internalisere den. I værste fald begynder man at tro på de negative udlægninger i debatten. Når det sker, kan man begynde at tænke; “Gad vide om jeg ér dårligere end andre?” fortæller hun. 

Ifølge Helena Lund er det ikke kun på individ niveau, at politiske ekstreme udtalelser udgør en trussel: 

“På samfundets vegne, kan det også have en skadelig effekt, når en masse mennesker både tror og oplever, at de ikke er lige så meget værd, som alle andre, bare fordi de ser anderledes ud eller ikke ligner majoriteten,” fortæller Helena Lund. 

Det at være ansigtet på de politiske skræmmebilleder, som males i debatten, kan både Arda Isik og Ahmed genkende, på hver deres måde. Oplevelserne fra både Ahmed og Arda er beretninger fra to forskellige skæbner, men når psykolog Helena Lund kigger på deres respektive oplevelser, mener hun, at man kan udlede meget i til et samfundsmæssigt perspektiv. 

“Når vi bliver mødt med en negativ retorik og en negativ omtale, så frembringer det helt naturligt en form for opgivenhed. Mennesker har behov for at føle, de hører til,” fortæller hun. 

Du er slet ikke så slem, som jeg havde regnet med 

I en lægepraksis i centrum af Berlin, har Arda sin hverdag som lægepraktikant. En almindelig klinisk praksis med venteværelse, lægesekretærer, sygeplejersker og syge tyskere, som venter på, at Arda og resten af personalet skal tilse dem og deres dårligdomme. Det lyder jo som en almindelig hverdag for en hvilken som helst lægestuderende, men for Arda er der noget ved arbejdsdagen, som skiller sig ud. For når tyskerne kommer til ham for at få hjælp, er der skepsis at finde i bunden af deres blikke. Arda er hårdtarbejdende og pligtopfyldende, men når konsultationen slutter med; ‘du er slet ikke så slem, som jeg havde regnet med’, kan det være svært at fastholde den sunde fornuft.  

Arda har været en mønsterelev hele sit liv, fået 12-taller i skolen, blevet udvalgt til at holde dimissionstalen ved udgangen af gymnasiet og gået direkte på medicinstudiet. Ardas forældre migrerede til Tyskland efter Ardas mor fik tilbudt en ph.d.-afvikling på et prestigefyldt universitet i Berlin. Arda har derfor et dobbelt statsborgerskab, tysk og tyrkisk. På mange punkter er Arda den perfekte borger. Men han oplever, at ikke alle patienter kan se det, når de kigger på ham. De ser hans tyrkiske udseende, og ind kommer fordommene. Ligesom Merz beskrev tyskere som Arda, oplever han at folk ser på ham med mistro og som en ‘Kleine Pascha’. Selvom han er født og opvokset i Berlin og aldrig har kendt til et andet hjemland end Tyskland, så er der, ifølge Arda, sket noget på det sidste:  

“Det er svært for mig, når jeg kigger rundt på gaderne at lade være med at tænke over, at hver 5. person i landet har stemt på et parti, som er så fremmedfjendsk som AfD. Det er også meget skræmmende at tænke på, hvor mange mennesker som, hvis de ikke deler disse holdninger, så i hvert fald tolerer dem,” siger Arda Isik. 

Af: Helena Holm-Gregersen – Et klistermærke i bybilledet tydeliggører det tyske samfunds splittelse 

Politisering af migration og indvandrere 

“Flygtningekrisen omkring 2015-2016 var med til at give ikke kun den tyske højrefløj, men jo også højrefløjene på tværs af Europa, vind i sejlene”. Sådan fortæller Mads Jedzini, analytiker i Tænketanken Europa.  

Merlin Schaeffer, professor i sociologi ved Københavns Universitet, bakker op om denne analyse. Han fortæller, at der er en klar sammenhæng mellem, at mange indvandrere kommer ind i landet, og at emnet om migration bliver politiseret. Han tilføjer, at der er en særlig grund til, at højrefløjen vælger at fokusere så mange kræfter på indvandringsdebatten:  

“Migration er altid et håndgribeligt emne for offentligheden, hvilket gør det til et let sted for politikere at skabe syndebukke og politisere,” fortæller Merlin Schaeffer. 

Der er efterhånden mange eksempler på, at Europas ledere gør brug af en skarp retorik, når det kommer til migration og indvandringsdebat. Frankrigs oppositionsleder, Marine le Pen, omtaler tyske migranter som slaver, Polens tidligere præsident Jaroslow Kaczynski mener, at migranter bringer sygdomme og parasitter til Europa, mens AfD leder Alice Weidel omtaler unge med muslimsk baggrund med nedsættende sprogbrug, såsom “burka-piger” og “statsstøttede kniv-drenge”.  

Tendensen til at male skræmmebilleder af specifikke dele af samfundet har da nok sin vinder i USA’s siddende præsident. Under den seneste præsidentvalgkamp, omtalte Donald Trump, migranter som en trussel mod det amerikanske blod. Han sammenlignede dem med dyr, og spredte sågar rygter om, at en gruppe haitianske migranter spiste kæledyrene i den amerikanske by Springfield. 

Hvor kommer al den her had fra? 

Hvor to veje krydser i det centrale Berlin, står Arda Isik og venter på at den lille mand på displayet foran ham skifter fra rød til grøn. Rotgänger totgänger, som man siger i Tyskland. Men på denne dugfriske vinterdag, har det at vente pænt på det grønne lys ikke været til fordel for Arda. For da han sætter i gang og begynder at krydse det travle lyskryds, kommer en mand i 30’erne op på siden af ham. Manden har mørkt hår, han er hvid og ligner en helt almindelig tysk ung mand. Han går hurtigere end Arda gør, og da han kommer foran Arda, drejer han hovedet og råber pludseligt til Arda: 

“I tror alle sammen, I kan komme her og eje det hele, I skal altid have førsteretten…” 

Arda fryser. ‘Hvad skete der lige,’ tænker han. Arda siger ikke noget tilbage til manden, men bevæger sig uforstående stille og roligt mod enden af lyskrydset og videre på sin vej.  

“Det første jeg tænkte var bare, ‘Hvor kommer al den her had fra?’. Når jeg ser et menneske, jeg klassificerer som udlænding, kunne jeg da aldrig finde på at sige noget lignende”, uddyber Arda Isik.  

Grænserne for hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, har ifølge Arda, ændret sig i takt med at den politiske diskurs er blevet mere ekstrem.  

“Det virker som om, folk er blevet mere trygge ved at sige ting, som de måske hele tiden har tænkt, men ikke har kunnet tillade sig at sige højt førhen,” fortæller Arda Isik. 

“Når man ser sine politikere tale på den måde, så giver det jo mening, at man selv føler sig berettiget til at sige enslydende ting,” uddyber han. 

Arda beskriver også, hvordan det, især efter AfD’s fremgang i tysk politik, kan føles som om han er mindre velkommen, i det land han er født i.  

“Hvis man er vokset op med følelsen af, at man hører hjemme på lige fod med alle andre, og man pludselig begynder at få at vide: “Arh, du hører ikke helt lige så meget hjemme som os andre“, så skaber det en usikkerhed, om det livsgrundlag man hele tiden har troet, fandtes.” fortæller psykolog, Helena Lund, og fortsætter: 

“Man mister tilliden til det samfund man er opvokset i, og som man troede, man var en del af.” 

Når tilliden til sit land og sin opfattelse af hvordan verden ser ud forsvinder, så kan den, ifølge Helena Lund, være svær at genopbygge. Når tilliden forsvinder, kan en paranoia indtræde hos de mennesker, som oplever at de lige pludselig skal til at se sig over skulderen. 

Af: Helena Holm-Gregersen – I salen hvor Arda isiks og Ahmeds fremtid debatteres hyppigt, skinner den tyske ørn frem dag og nat 

To skæbner 

Retorikken har ændret sig, det samme har stemmerne. Politiske brandmure står svagere end før, og ledere som startede som en joke sidder nu med ved de mest magtfulde borde. Så hvad skal der ske med folk som Arda og Ahmed, når et parti som AfD, i et land med så voldsom en højre-nationalistisk historie, bevæger sig tættere og tættere på magten? 

Spørger man drengene selv, er deres forventninger til fremtiden ikke helt den samme. Mens Arda forholder sig mere skeptisk til fremtiden, og den vej det politiske landskab bevæger sig, er Ahmed fast besluttet på, at det hele nok skal gå, også selvom det ikke er alle i landet, som mener, at han er velkommen. 

“Det kan godt være, at jeg bliver set som en andenrangsborger, og måske vil det altid være sådan, men jeg forholder mig håbefuld. Det nok skal gå alt sammen,” siger Ahmed.